Forside > Om os > Bliv medlem > Det siger medlemmerne

Cases og udtalelser

Herunder er samlet et udpluk af cases og udtalelser fra medlemmer af Erhvervsrådet. Her kan du læse hvad Erhvervsrådet tidligere har hjulpet medlemmerne med, og hvad de har fået ud af denne hjælp.


Cases


Husodde Strand Camping
Husodde Strand Camping fik nye ejere i december 2008. Det nye lejrpar er tilflyttere fra Sjælland, og havde både som tilflyttere og nye virksomhedsejere et behov for viden om Horsens Kommune samt en række spørgsmål til hvor og hvordan de kunne komme i gang med deres mange drømme og visioner.
De kontaktede Horsens Erhvervsråd, der udover diverse praktiske henvisninger til forskellige afdelinger ved Horsens Kommune, også satte dem ind i hvilken by de er flyttet til, hvilke muligheder de som virksomhed har, og hvad Horsens kan tilbyde dem. Som nye virksomhedsejere er der et stort behov for viden, samarbejde og åbning af døre, hvor Horsens Erhvervsråd er en neutral samarbejdspartner med stor viden indenfor et bredt felt.

 IC Inventar A/S, Direktør Verner Hansen
”Efter aftale mødte en meget bramfri og åben konsulent op og fortalte at vedkommende havde været på vor hjemmeside og i den forbindelse ikke kunne se nogen sammenhæng mellem vort navn og vore produkter/branche. I hedder IC inventar AS og handler med laboratorieinventar - der er ingen umiddelbar sammenhæng? Et ømtåleligt punkt som jeg nok har ladet forbigå til fordel for andre gøremål.
Efter at have fortalt konsulenten, at vor kundegruppe ofte er arkitekter og ingeniører og at vi selv har arkitekttegnede produkter kom det igen. Med denne kundegruppe burde i, om nogen, have lavet en profil der er sammenhæng i og konsulenten havde naturligvis ret.
Erhvervsrådet har således fået igangsat, at vi skal mødes med en repræsentant fra Dansk Design Center og det ser vi positivt frem til. Jeg havde et rigtig godt møde og I skal have tak for, at have igangsat et forløb, som jeg ikke vidste at Horsens Erhvervsråd kunne tilbyde."

Kammeroperaen, Horsens
Kammeroperaen havde igennem længere tid løbet panden imod muren ifm. som kulturinstitution, at skulle slå igennem hos lokale erhvervsvirksomheder - bl.a. med reference til VOLA som en ønsket partner i Holmboe-forestillingen "Kniven".
Nærmest opgivende efter endeløse telefonbeskeder tog Kammeroperaen kontakt til Horsens Erhvervsråd i forhåbning om at få isen brudt. Erhvervsrådet fik hurtigt et møde i stand med VOLA's adm. direktør og bidrog til at tilrette Kammeroperaens budskaber, så de fængede i en VOLA-verden. Et succesfuldt introduktionsmøde blev fulgt op af konceptmateriale på erhvervsrådets foranledning. Det resulterede i et rungende "ja" fra VOLA's ledelse omkring at indgå som nøglepartner i operaforestillingen - endog i et langt større omfang end der først var lagt op til. "Kniven" havde premiere den 26. maj 2009 i Horsens og turnerede siden rundt i Danmark.
For Kammeroperaen var realiseringen af samarbejdet med VOLA samtidig en flot kickstart på det tværkommunale samarbejde "Kultuhverv" som er et treårigt projekt under Kulturregion Østjysk Vækstbånd.

Horsens Musikskole, musikskoleleder Jørn Steffensen

Horsens Musikskole deltog d. 26. marts 2010 med 4 elever i en Masterclass med Øystein Baadsvik - arrangeret af Breakpoint Horsens Hedensted  under Horsens Erhvervsråd.
Arrangementet var på alle måder en succes. Godt planlagt, dygtig underviser og spændende nye rammer i Vitus Bering Innovation Park. Jeg tror, at det er første gang, at Musikskolen og erhvervslivet mødes lokalt i et projekt, hvor vi arbejdede med et af vores vigtige fokusområder; udvikling af lokale talenter og det at præstere ”her og nu”. Her har erhvervsliv og musikskole en fælles opga-ve og udfordring, hvor vi kan inspirere og styrke hinanden.
Musikskolen har konstant ca. 20 elever og 2-3 ensembler, der spiller på meget højt niveau. Disse lokale musiktalenter kan fint ”spille sammen” med lokale innovative erhvervstalenter og deres virksomheder.

Jeg er sikker på, at hvis der blev taget initiativ til, at de 2 parter drøfter innovative samarbejdsmuligheder, vil der komme mange gode ideer på bordet. Masterclassen med Øystein Baadsvig var et godt eksempel på et reelt samarbejde mellem kultur og erhverv.

Lad os håbe, at det fortsat kan udvikles – vi er med.      


Udtalelser


Allergikost Danmark, Horsens, Gurli Borgen
”Horsens Erhvervsråd har hjulpet AllergiKost Danmark med, at få sat skub i udviklingen af en designstrategi for virksomheden, herunder formidlet kontakt til relevante rådgivere hos Væksthus Midtjylland og Dansk Design Center.”

Audio-Visuelt Centrum A/S, Horsens, Direktør Gunnar Borg
"I forbindelse med etablering af selvstændigt kontor i Sverige kontaktede vi Horsens Erhvervsråd. I løbet af meget kort tid havde de fået kontakt til erhvervskontoret i Malmø – og dermed en hurtig kontakt til en seriøs udlejer af kontorlokaler i Malmø. Vi sparede derfor en del ressourcer (tid og penge) set i forhold til, hvis vi selv skulle have undersøgt markedet."

Direktør Thomas Iversen, Brimas A/S, Horsens
"Brimas A/S ser Horsens Erhvervsråd som en meget betydningsfuld samarbejdspartner for erhvervslivet i Horsens. Erhvervsrådet yder kompetent sparring og bidrager med professionelle kompetencer. De trækker på et stort netværk af specialiserede rådgivere og organisationer for, at sikre de allerbedste vækstbetingelser for virksomhederne i Horsens-området. Vi har haft stor gavn af vores medlemskab og har bl.a. ved Erhvervsrådets mellemkomst igangsat flere målrettede forløb, der skal sikre Brimas' fortsatte vækst og udvikling."

Energi Horsens, Direktør Mogens Vig Pedersen
"Horsens Erhvervsråd har øje for muligheder og synergier. De har bl.a. sat os i forbindelse med spæde udviklingsprodukter inden for vores interesseområder, som vi som investeringsfond kan finpudse og gøre til en god forretning.
Vi sætter også stor pris på erhvervsrådets engagement i etableringen af innovations- og vækstmiljøer, som First Office i Tobaksgården og den kommende Vitus Bering Innovation Park i Horsens."

Lars Rüger HR ApS, Direktør Lars Rüger
"Som nystartet virksomhed har det været en fornøjelse at modtage en lynhurtig og hjælpsom respons fra Horsens Erhvervsråd. Inden for 48 timer fra første kontakt havde jeg fleksibel adgang til et mødelokale, og jeg har efterfølgende som gæst i Tobaksgården oplevet en serviceminded og kompetent indstilling fra hele holdet bag Erhvervsrådet. Denne ”starthjælp” giver mig muligheden for at møde mine kunder og samarbejdspartnere i professionelle rammer, hvilket er helt essentielt for min forretning"

Nissens A/S, Divisionsdirektør Carsten Wengel
"Som ny direktør i byen, har jeg personligt haft stor gavn af Horsens Erhvervsråd. Det har særligt imponeret mig, hvordan Erhvervsrådet har formået, at skabe et ledernetværk som Break Point Horsens. Det understreger en evne og et talent til, på tværs af brancher, at sikre et slagkraftigt lokalt erhvervsliv."

Tagarno A/S, Adm. direktør Eli Tømmergaard
”Tagarno A/S har i mange år trukket på services fra Horsens Erhvervsråd, men inden for de seneste år er den personlige kontakt intensiveret. Vi oplever, at Erhvervsrådet er blevet mere virksomhedsrettet og båret af et stærkere hold af konsulenter. Det gør et løbende samarbejde både mere relevant og mere udbytterigt."

Yding Grønt A/S, Direktør Søren Flink Madsen
”Horsens Erhvervsråd har været en professionel kilde til, at vi kan få hul på radikal produktudvikling - altså ikke bare udvikling af en ny salat, men det fuldstændigt at gentænke en hel kategori og smide konventioner over bord. Erhvervsrådet var hurtige til at gribe en briefing i luften og kunne i klart sprog pege på en farbar proces tilpasset en virksomhed som vores - endda med involvering af andre lokale ressourcer”.